Som konsulent opererer man på egne vilkår og for egen risiko. På den måde kan man tage opgaver for mange forskellige typer af virksomheder og organisationer. Fordelen for konsulenten er bl.a., at man kan have flere kunder/arbejdsgivere på samme tid. Virksomheder og organisationer kan med fordel anvende konsulenter for at løse specialiserede opgaver på fleksible eller afgrænsede vilkår, hvad enten opgaverne er af længere eller kortere varighed.

Dog er det vigtigt, at konsulentens rolle bliver defineret meget klart og afgrænset. Der er derfor nogle forhold som en kontrakt som minimum bør tage højde for. Herunder følger de væsentligste punkter. Du er også velkommen til at tale med en HR-ekspert hos LegalHero, der kan hjælpe dig med at udforme din konsulentaftale.

Vigtigt at have med i en konsulentaftale

Et af de mest centrale punkter i konsulentaftalen er opgavebeskrivelsen. Der er her at den konkrete opgave, som konsulenten skal udføre, bliver kortlagt. Særlig for store og komplekse opgaver, såsom softwareudvikling, er det afgørende, at opgaven beskrives meget detaljeret. Alternativt kan der sættes korte og afgrænsede milepæle, hvor man kan indføre en agil, iterativ og løbende proces.

Et andet forhold, der ofte er omtvistet i konsulentforhold, er antallet af timer, som konsulenten forventes at bruge. De fleste konsulentaftaler indeholder et cap/loft over, hvor mange timer konsulenten maksimalt må bruge. Eller modsat, hvor mange timer konsulenten som minimum forventes at bruge.

Et tredje væsentligt element er de økonomiske forhold. Ikke alene skal prisen på konsulentens ydelser fastsættes, det skal også aftales, hvordan der kan ske betaling. Almindeligvis tilknyttes konsulenter til en fast timepris og med en fast dato for levering af en opgave. Herefter afregnes der enten ved medgået tid, opgavens afslutning eller ved indfrielse af enkelte milepæle undervejs. Alternativet er at give konsulenten en mindre portion af det samlede aftalte beløb i forudbetaling. Resten udbetales, når projektet er afsluttet.

Som konsulent kommer man desuden ofte i besiddelse af sine kunders erhvervshemmeligheder og arbejdsprocesser. De fleste kunder ønsker ikke, at konsulenten bruger disse i andre sammenhænge eller på anden måde opnår fordel heraf. Hemmeligholdelsesklausuler er derfor en almindelig standard i mange konsulentaftaler. De tager typisk stilling til, hvad der er omfattet af hemmeligholdelsespligten, hvor længe aftalen gælder og ofte også hvilke økonomiske konsekvenser, der kan være for ikke at overholde aftalen.

Fordele og ulemper ved en konsulentaftale

I mange tilfælde kan det være en fordel at ansætte en konsulent på kortvarig basis fremfor at skulle rekruttere, ansætte og evt. opsige en ny medarbejder. Man kan således tilknytte konsulenter i kortere eller længere perioder for derved at opnå en større fleksibilitet med sin arbejdsstyrke. Man skal dog som arbejdsgiver og konsulent iagttage de forskellige faldgruber. Ellers kan arbejdsgiver komme til at skulle stå til ansvar overfor sin konsulent, som var denne en almindelig lønmodtager.

Er der tale om et ansættelseforhold modsat et konsulentforhold, vil dette kunne have store økonomiske og forretningsmæssige konsekvenser for arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren vil kunne blive mødt med krav med tilbagevirkende kraft omkring løn under sygdom, barsel, feriepenge, betaling af A-skat mv. Det er således vigtigt, at man er opmærksom på at sikre, at de praktiske rammer for samarbejdet er på plads.

Afgrænsning mellem ansat og konsulent?

Spørgsmålet om hvordan man afgrænser forskellen mellem en konsulent og en ansat kan ofte forvolde forvirring. Det er altid en konkret vurdering, men der er en række momenter i forholdet mellem virksomheden og konsulenten som bruges i afvejningen af, hvorvidt der er tale om en konsulentaftale eller et egentlig ansættelseslignende forhold. Som arbejdsgiver og konsulent/lønmodtager, skal man derfor være særligt opmærksom på følgende forhold:

  • Hvem tilrettelægger, leder og fordeler arbejdet som den pågældende har fået tildelt?
  • Har pågældende alene arbejdsgiveren som hvervgiver?
  • Er der fastsat almindelig arbejdstid for den pågældende?
  • Hvem afholder udgifter udover hvad der er aftalt? F.eks. rejseudgifter, diæter mv.
  • Hvem bærer den økonomiske risiko for arbejdets udførelse?
  • Hvem ejer de værktøjer/materialer der bliver brugt til at udføre arbejdet?
  • Er den pågældende tilladt at arbejde for andre end hvervgiver?
  • Er den der udfører opgaven momsregistreret?
  • Henvender og markedsfører den der udfører opgaven sig som en fagkyndig, der påtager sig opgaver af en særlig art?
  • Hvem bærer ansvaret for evt. ulykker under opgavens udførelse?

Sådan hjælper LegalHero med konsulentaftaler

Ønsker du hjælp til at få en vurdering af en konsulentaftale, få udfærdiget en kontrakt eller råd og vejledning omkring arbejdsrettens område, så har det aldrig været nemmere at komme nemt og sikkert i mål. Hos LegalHero kan du oprette din sag hos ved at beskrive, hvad du ønsker hjælp til. Har du relevante papirer og bilag, skal disse vedhæftes på sagen. Husk at det er gratis og uforpligtende at oprette en sag hos os.

Når vi har modtaget din henvendelse, vil den blive lagt i udbud blandt vores jurister med speciale i arbejdsret. De vil kigge sagen og det dertilhørende materiale igennem. Har vores jurister opfølgende spørgsmål, har du mulighed for at besvare disse, så du og rådgiverne sammen kan danne jer et overblik over, hvilken løsning du har brug for. Du vil herefter modtage ét eller flere tilbud på, hvordan vi vil løse opgaven for dig.

Har du fundet et tilbud, som stemmer overens med din forventning på en løsning, accepterer du blot det pågældende tilbud, hvorefter sagsbehandlingen vil starte. På den måde har du det fulde overblik over, hvilke omkostninger der er forbundet med sagen. Først når sagsbehandlingen er afsluttet, vil der ske betaling.

Al sagsbehandling sker online, så du har altid nem adgang til et overblik over, hvad der sker i din sag.