Digitaliseringen af den juridiske branche – en fordel for alle

digitaliseringen-af-den-juridiske-branche-en-fordel-for-alle

Den kommende automatisering

At fremtiden vil byde på en højere grad af automatisering af store dele af arbejdsmarkedet kommer for mange ikke længere som den store overraskelse. Allerede nu automatiseres der i høj grad mange steder i vores hverdag. Selvbetjeningskasser i supermarkedet, robotter, der bygger biler, og sågar såkaldte ‘chatbots’ der kan fortælle os, om en p-afgift er pålagt korrekt eller ej.

Mange mennesker forbinder den øgede automatisering med en frygt for at miste sit job og dermed sit levebrød. Det anslås, at op imod 40 procent af alle arbejdstimer i Danmark med de nuværende teknologier kan automatiseres. Tænker man på sin arbejdsgang som den traditionelt set hele tiden har været, kan man med god grund se på fremtiden med en smule bekymring. Men nye teknologier betyder på samme tid nye forretningsmodeller og dermed nye måder at arbejde på. Man behøver derfor nødvendigvis ikke at være bekymret for den øgede automatisering, men man bør nok være forberedt på at skulle tilpasse sig arbejdsmarkedets forventelige nye rammer.

Nye forretningsmodeller

Vores forventning er, at digitalisering af den juridiske branche vil være til stor fordel for både rådgivere og klienter. LegalHero er en juridisk rådgivningsvirksomhed, der benytter nye teknologier og dermed også nye forretningsmodeller. Vi er et praktisk eksempel på, hvorfor man som både klient eller rådgiver ikke nødvendigvis bør frygte digitaliseringen af den juridiske branche.

Mange mennesker er af den opfattelse, at juridiske fagfolk befinder sig i den meget tunge ende af lønskalaen. Det er dog en sandhed med modifikationer. Prisen for en advokattime har flere gange været til diskussion. Senest i efteråret 2016, hvor flere medier rettede et kritisk blik mod den skævvridning, der er i aflønningen af advokater. Det er svært at danne sig et klart overblik over, hvordan økonomien i den juridiske branche hænger sammen, da aflønningssystemerne i den juridiske branche er forholdsvis uigennemsigtige. Faktum er dog utvivlsomt, at der er meget langt fra top til bund i den juridiske branche.

Svaret på hvorfor økonomien i den juridiske branche ser ud, som den gør, kan blandt andet findes i, at prisen på juridisk rådgivning ikke alene dækker over rådgiverens løn. Faktisk forholder det sig sådan, at prisen for juridiske rådgivning ved en advokatfuldmægtig typisk dækker over en meromkostning på ca. 80 procent. Det betyder i praksis, at 80 procent af prisen for en time ved en advokatfuldmægtig dækker over andre udgifter end selve advokatens løn.

Vi bytter høje meromkostninger ud med teknologi. Det betyder,
at vi i LegalHero ene og alene kan fokusere på den juridiske rådgivning. Det bringer prisen ned på et niveau, som er til at komme i nærheden af for den enkelte, privat såvel som erhverv. Samtidig får rådgiveren et langt større udbytte af timeprisen. På denne måde illustrerer LegalHeros forretningsmodel, hvorfor man ikke nødvendigvis behøver at frygte digitaliseringen, men nærmere se udviklingen som en god mulighed for at effektivisere mange aspekter af den juridiske sagsbehandling.

Ved at benytte de nye teknologiske muligheder er det muligt at levere en kompetent og effektiv juridisk sagsbehandling til en konkurrencedygtig pris. Det mener vi vil være i interesse, ikke bare for klienter og for rådgivere, men for samfundet som helhed, eftersom en konkurrencedygtig pris på kvalificeret juridisk rådgivning klart er en retsstat værdig. Noget andet, der også er en retsstat værdig, er adgangen til juridisk hjælp –  hvad enten man befinder sig i provinsen eller i storbyen. Det er ikke længere tilfældet. Advokaterne er nu, hvor erhvervslivet er – i de store byer. Selv adgangen til den gratis retshjælp begynder at halte nogen steder i landet. Hvis ikke man benytter sig af digitaliseringens muligheder i situationer som disse, risikerer man at sætte helt fundamentale retsprincipper over styr. Derfor er der behov for, at private juridiske aktører også tilpasser sig fremtidens digitale præmis, således at man kan imødegå nogle af de udfordringer, borgernes retssikkerhed har. Det er blandt andet baggrunden for, at vi tror på, at fremtidens jura til dels vil være digital.

Nogle gange kan man få et indtryk af, at ny teknologi åbner så mange muligheder, at det kan være svært at følge med i fordele og ulemper. Succesen for implementeringen af nye muligheder forudsætter derfor også en stor portion tillid. Hvad end det angår selvkørende biler eller selvtænkende juridiske robotter, må man vænne sig til at tænke på teknologi på en anden måde end tidligere, hvis nye muligheder skal realiseres. Det kan være svært. Særligt med tanken om at et menneske – indtil nu – har været den vigtigste del i udførslen af mange af de opgaver, som i dag kan automatiseres. Koblingen mellem maskiner og mennesker har på mange områder allerede vist sig at være ekstrem brugbare. Så der er faktisk allerede et fundament at hvile sin tillid på. Det mener vi, og derfor ser vi det som den fineste opgave at introducere nye teknologier til det juridiske marked, og vi glæder os meget til fremtidens nye muligheder.