Kære jurastuderende – sådan kan jeres kommende arbejdsplads også se ud

Feature image

Sommeren er ved at være forbi, og snart skriver kalenderen 1. september – en dato der for mange unge mennesker er ensbetydende med studiestart på universitetet. På Københavns Universitet optages der på jurastudiet mere end 800 nye studerende, som fra første dag vil blive udsat for en voldsom eksponering fra især advokatkontorerne.

Siden vi selv i en ikke så fjern fortid startede på jurastudiet, er der sket en stor teknologisk udvikling inden for den juridiske verden både herhjemme og i udlandet, og vi vil med dette blogindlæg derfor slå på tromme for, at I, kære jurastuderende, husker at der også er andre karriereveje end de traditionelle.

”LegalTech” (teknologibaserede løsninger og produkter, der enten understøtter eller helt erstatter juristers arbejde) er nemlig ved at rodfæste sig om en fast bestanddel af den juridiske profession, og udviklingen kommer kun til at gå i én retning: nemlig mod fortsat udvikling af digitale løsninger og større samspil mellem jurister og teknologi.

Fremtidens arbejdsplads bliver flydende

Deloitte har i en rapport i 2016 estimeret, at 52 % af alle virksomheder i dag er villige til at købe juridisk bistand fra ”Alternative Legal Service Providers ” – eksempelvis via en platform, som den vi i Lexly har udviklet.

Dette sammenholdt med at McKinsey & Co. i en rapport fra 2016 har estimeret, at 45 % af den europæiske arbejdsstyrke inden for en periode på 5 år vil arbejde selvstændigt i et eller andet omfang – fx som freelancere på en platform – betyder, at det arbejdsmarked, du kan komme ud på, når du er færdig med studiet, ikke vil ligne det arbejdsmarked, du ser i dag.

Digitale platforme inden for fx løsning af juridiske problemstillinger, udarbejdelse af kontrakter mv., egner sig særdeles godt for startups samt små og mellemstore virksomheder, der ikke har råd til at have en fuldtidsjurist eller advokat ansat, men som får stor gavn af at ansætte én på deltid, løst tilknytte en jurist til at lave én eller flere opgaver eller source jurister med forskellige kompetencer til løsning af et større men tidsbegrænset projekt.

Vi har haft en rådgiver, der arbejdede fra Sydney, mens hun var yoga-instruktør, og vi har en rådgiver, som ønskede at opdyrke sin passion for cykling ved at realisere sin store drøm og åbne en cykelbutik, mens han freelancede på platformen ved siden af

Hos Lexly har vi små 100 rådgivere tilknyttet vores platform, hvorfra de selvstændigt løser juridiske sager for vores kunder – 100% online. For tiden oplever vi en tendens, der stemmer godt overens med Deloitte og McKinseys undersøgelser; nemlig at dygtige jurister og advokater med flotte CV’er og eksperterfaring siger deres jobs op, fordi de er trætte af den måde, de arbejder på.

Fælles for mange af de ansøgninger, som vi får, er, at kandidaterne i langt højere grad ønsker at arbejde fleksibelt, selv vil kunne vælge hvilke opgaver de løser og hvornår, ligesom de ønsker sig work-life balance i et større omfang end advokatjobbet umiddelbart kan give dem. Det er blandt andet derfor, at vi har skabt en ny model, hvor vores rådgivere kan arbejde på en anden måde, som matcher det liv, de gerne vil leve, og hvor vores kunder kan finde talenter fra allerøverste hylde på fleksible vilkår.

Som rådgiver på en platform bestemmer man selv, hvor mange sager, man ønsker at byde ind på, og hvor stor en arbejdskapacitet man i forskellige perioder har. Derfor kan man frit vælge af give den en ordentlig skalle i visse perioder, mens man i andre perioder måske hellere vil fokusere på at være sammen med sine børn eller dyrke sine fritidsinteresser.

Teknologien nedbryder fysiske barrierer

Teknologien betyder for jurister, der arbejder på platforme, at der kan arbejdes alle steder fra – det kræver blot en laptop og internet, så kan man tilgå sin digitale platform. Vi har haft en rådgiver, der arbejdede fra Sydney, mens hun var yoga-instruktør, og vi har en rådgiver, som ønskede at opdyrke sin passion for cykling ved at realisere sin store drøm og åbne en cykelbutik, mens han freelancede på platformen ved siden af.

Så selvom det kan være overvældende at blive mødt med ved kaffestandene med logokuglepenne og besnærende ord om, at I kun kan opnå nirvana ved at blive advokater, så vil vi opfordre jer til at være bevidste om og åbne over for, at der er mange andre muligheder for at få et meningsfuldt og spændende (arbejds)liv– særligt inden for LegalTech. Der findes mange måder at anvende teknologien til at levere mere intelligente løsninger – måske du er dén, der skal udvikle den?

Dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.