Selvjustits i comedy-branchen

Det korte svar er nej, man kan ikke som sådan tage patent på en joke. Reglerne om patenter kan slet ikke anvendes på jokes. Patenter dækker over et helt andet område, som du kan læse mere om her. Beskyttelsen af jokes hører i stedet under den del af juraen, som kaldes ophavsretten.

Selvom ophavsretten dækker over rigtig mange ting – som du kan blive meget klogere på her – så er der alligevel en række områder, hvor ophavsretten ikke bliver brugt, selvom den umiddelbart kan være meget anvendelig.

Comedy har en stor kommerciel værdi, og det er en branche, hvor der årligt omsættes for rigtig mange penge. De værker, som laves, hvad enten det er film, serier eller stand-up shows produceres som oftest på originale idéer, som er frembragt ved brug af en særlig intellektuel indsats. Netop den kreative og intellektuelle indsats er fundamentet for en given komikers succes, og det kan derfor være meget generende, hvis man som komiker ser sit materiale gengivet i en anden sammenhæng.

Kunstnere, sangere og andre kreative ildsjæle sagsøger ofte hinanden for brud på hinandens ophavsrettigheder, men i dansk ret er det meget svært at finde eksempler på tilfælde, hvor det er juraen, der har afgjort en stridighed mellem to komikere.

Hvorfor benytter komikere sig ikke af reglerne om ophavsret? Er reglerne ikke gode nok, eller har komikere bare en særlig metode, som andre brancher måske kan lære noget af? Det har vi talt med Thomas Hartmann om, som fortæller om hans syn på ophavsret i relation til comedy.

Hvor meget kender du egentlig til ophavsret?

Jeg satte mig lidt ind i emnet, dengang jeg startede med at lave comedy, men det kan være, at tingene måske har ændret sig siden da. Det burde jo egentlig være noget, man satte sig mere ind i, men det er ikke lige noget, jeg har prioriteret.

Er der en årsag til, at du ikke har prioritereret at holde dig opdateret på loven?

Det er ganske enkelt ikke relevant. Der er indenfor dansk comedy et ret stærkt moralkodeks omkring ophavsret. I praksis fungerer det sådan, at vi internt taler sammen om, hvilket materiale som kan ligne hinanden. Ligner materialet for meget hinanden, så ringer vi egentlig bare til hinanden, hvorefter vi afgør, hvem der har fundet på materialet først. Jeg vil mene, at der er en forholdsvis stærk selvjustits indenfor branchen.

Det lyder som simpel måde at afgøre tingene på. Er der ikke nogen ulemper ved at gøre det på den måde?

Jo, ulempen er, at det en sjælden gang bliver lidt junglelov. Der er set eksempler på yngre komikere, der har lavet noget materiale, hvor man senere hører noget, som er helt magen til bare leveret af nogle mere erfarende komikere. Hvis man som ny komiker efterfølgende rejser en dialog om retten til materialet, og ikke oplever at blive taget seriøst, så kan det altså blive svært for den nye komiker at bevise, at det ikke er ham eller hende fra tv’et, som rent faktisk har taget den pågældende nye komikers materiale.

Hvad er baggrunden for, at I ikke benytter jer af det retssystemet, men udelukkende benytter jer af det moralske branchekodeks?

Det hænger sammen med, at de fleste komikere grundlæggende er flinke mennesker, som egentlig ikke gider for meget forretningsballade. Det er de færreste i branchen, der gider at rode med kontrakter og papirer frem og tilbage. Vi har også den fordel i Danmark, at vi ikke risikerer at blive kopieret i samme grad, som hvis vi talte engelsk.

I en juridisk forstand, så er der ret klare rammer for rettigheder over værker, der er skabt i fællesskab. Du har skrevet en del manuskripter, både sammen med andre, men også for andre. I de tilfælde, hvordan bestemmer i, hvem der ejer hvad?

Normalvis er sådan, at laver man noget for et produktionsselskab eller tv-selskab, så står der i ens ansættelseskontrakt, at det man laver tilhører dem. I realiteten kan de senere kan bruge ens materiale sammen med nogle andre komikere, hvilket jo egentlig ikke er formålet, men det kan de altså. Det skal man lige være indstillet på, inden man begynder at udvikle sine idéer.

Skriver man materiale for en anden komiker, som vi jo engang imellem gør for hinanden, så er det en uskreven aftale, at retten til materialet overgår, når man har modtaget betaling for det.

Hvor går grænsen for at låne eller kopiere hinandens materiale?

Jeg har oplevet, at nogle yngre komikere har lavet noget, som var så magen til mit eget, at jeg ikke tænker, at det kan være et tilfælde. Hvis det er et spørgsmål om to sjæle en tanke, som sagtens kan forekomme, så plejer vi at tage en snak, hvor man lige afgør, hvem der har lavet materialet først. Thomas Warberg og jeg, vi har engang slået sten-saks-papir om en joke, fordi vi simpelthen ikke kunne bruge den begge to. Man vil jo selvfølgelig godt kunne sige, at den lavede jeg først, men der er folk som regel meget ærlige overfor hinanden.

Er det din opfattelse, at alle i branchen der er så ærlige og åbne i forhold til, hvordan man afgør, hvem der har retten til hvad?

Jeg tror faktisk i højere grad, at det er et spørgsmål om, at folk ikke har lyst til at lave noget, som minder for meget om andres materiale. Jeg har da også måtte aflive jokes, fordi jeg bagefter har fundet ud af, at der også er en anden, der har lavet noget som minder utroligt meget om. Man har ganske enkelt ikke lyst til at lave noget, der er uoriginalt.

Hvad er dine tanker om originalitet i den danske comedybranche?

Jeg tror ikke, at man tidligere i ligeså høj grad iagttog reglerne om ophavsret og originalitet. Her tænker jeg særlig på 50’erne og op til 80’erne. I 50’erne og 60’erne var en masse af det materiale, der var i Danmark kraftigt inspireret fra udlandet. Der har senere hen været mange kendte navne, som har lavet deres materiale på andres materiale. Der er flere shu-bi-dua melodier, der eksempelvis er inspireret af Beachboys eller Buddy Holly. Dengang tror jeg egentlig folk som sådan var ligeglade, de ville bare gerne underholdes.

Nogen komikere bygger deres shows på citeringen af andre, her tænker jeg særlig på eksempelvis showet, som Tobias Dybvad laver. Hvordan stemmer det overens med branhcekodekset?

Jeg sidder selv på Dybvad redaktionen, hvor vi en gang mellem har nogle udfordringer, da det ikke er alle klip fra alle kanaler, som vi må bruge. Vi har haft en tvist med et tv-selskab, hvor vi i årevis ikke måtte bruge klip fra deres programmer. Det er den helt almindelige lovgivning, der gælder, når vi arbejder med de etablerede tv- og produktionsselskaber. Vi skal altså have lov til at vise de klip, som der sidenhen bliver laver jokes på, og grundlæggende er det sådan, at skal man på TV, så skal man være opmærksom på, hvem der har de retlige rettigheder til hvad.

Det betyder vel, at jeres branchekodeks bliver en anelse udfordret, når I skal samarbejde med parter, som normalt henholder sig til de almindelige regler?

Ja, det kan man godt sige. Men hvad angår, vores egen interne måde at gøre tingene på, så synes jeg, det er fascinerende at så mange mennesker med så store egoer, kan finde ud af at regulere sagerne på den her måde. Hvis sagerne kom for retten, så ville den rigtige vinder alligevel nok blive fundet, men det er da imponerende, at det er sådan, det hænger sammen. Jeg tror egentlig ikke, der er nogen større mening med det, andet end vi alle sammen måske både er lidt dovne og lidt konfliktsky, hvad angår det her emne. Men det har jo så i det her tilfælde, en positiv effekt.

LegalHero er en digital rådgivningsplatform, der gør det nemmere for jurister og almindelige mennesker at tilgå og tilbyde juridisk rådgivning.

Her på bloggen skriver vi om vores arbejde, juridiske emner og problemstillinger.