Inkvisitionssproces

Hvad er en inkvisitionsproces?

En inkvisitionsproces er en straffeprocessuel ordning, hvorefter dommeren varetager hele straffeforfølgningen med tilvejebringelse af bevismateriale. Under en inkvisitionsproces kan der ikke indkaldes vidner til at afgive forklaringer, og der kan ikke ankes afgørelsen. Inkvisitionsprocessen blev indført i Danmark i 1661, og den blev afskaffet i 1849.

En inkvisitionsproces betegner altså en straffeproces, hvor dommeren selv indsamler beviser og afsiger straf. Inkvisitionsprocessen blev indført i Danmark i 1661, men blev afskaffet igen i 1849.

Hvorfor bruges en inkvisitionsproces?

En inkvisitionsproces giver dommeren mulighed for fuldt ud at undersøge alle aspekter af sagen, og dermed sikre, at alle beviser bliver fremlagt.

En inkvisitionsproces kan også anvendes, hvis dommeren finder det nødvendigt at gennemføre en egentlig straffesag for at sikre, at den tiltalte får en retfærdig rettergang.

En inkvisitionsproces kan være en fordel for den tiltalte, da vedkommende i så fald ikke risikerer at blive dømt på grundlag af bevismateriale, som ikke er blevet fremlagt for retten.

En inkvisitionsproces kan have negative konsekvenser for den tiltalte, hvis dommeren finder beviser, som ikke er blevet fremlagt for retten, og dermed ændrer sin opfattelse af sagen.

Hvordan foregår en inkvisitionsproces?

En inkvisitionsproces begynder normalt med, at dommeren bestemmer, at der skal gennemføres en egentlig straffesag.

Derefter vil der blive nedsat et retslægeråd, som består af en eller flere retslæger, der skal undersøge sagen nærmere.

Retslægerådet vil normalt få adgang til at se alle bevismaterialer, som retten har mod den tiltalte, og det er ikke ualmindeligt, at retslægerådet også vil kunne indkalde vidner til afhøring.

Når retslægerådet har undersøgt sagen, vil det afgive en rapport til dommeren, hvor der bl.a. vil stå, om der er grundlag for at gennemføre en egentlig straffesag.

Dommeren træffer derefter afgørelse om, hvorvidt der skal gennemføres en straffesag, og hvis der skal det, vil der normalt blive nedsat et retsråd, som skal afsige dom i sagen.

Fordele og ulemper ved en inkvisitionsproces

En inkvisitionsproces har flere fordele i forhold til en almindelig straffesag.

For det første er det et mere effektivt system, da det ikke er afhængigt af, om den tiltalte samarbejder.

Derved er der mindre risiko for, at de skyldige slipper af sted, og det er også mere sikkert for de uskyldige, da de ikke risikerer at blive dømt på baggrund af usand information.

En anden fordel ved en inkvisitionsproces er, at den er mere skånsom for den tiltalte.

I en almindelig straffesag kan den tiltalte blive udsat for en lang række vidneafhøringer og forhør, hvilket kan være meget traumatisk.

I en inkvisitionsproces er der kun ét forhør, og den tiltalte har mulighed for at forberede sig på dette.

Derudover er der også en række ulemper forbundet med en inkvisitionsproces.

For det første er der den risiko, at den tiltalte bliver dømt uden at have haft mulighed for at forsvare sig.

Derved er der en risiko for, at uskyldige bliver dømt, og dette kan have alvorlige konsekvenser for den pågældende.

Derudover er der også en risiko for, at den tiltalte kan blive udsat for en urimelig straf.

I en almindelig straffesag har den tiltalte mulighed for at anke sin straf, hvilket ikke er tilfældet i en inkvisitionsproces.

Det betyder, at den tiltalte kan blive dømt til en straf, der er ude af proportioner med den forbrydelse, han eller hun er tiltalt for.

Inkvisitionsprocessen har altså både fordele og ulemper. På den ene side kan denne type proces være til gavn for samfundet, da den kan hjælpe til med at opklare alvorlige forbrydelser. På den anden side er der en risiko for, at uskyldige bliver dømt, og at den tiltalte kan blive udsat for en urimelig straf.