Koncipistreglen
Koncipistreglen (»In dubio contra stipulatorem«) er en fortolkningsregel, der særligt anvendes ved standardkontrakter, hvorefter domstolene vælger den fortolkning, der er mindst byrdende for den part, der ikke har haft indflydelse på aftalens formulering.
Koncipistreglen som fortolkningsregel
»In dubio contra stipulatorem«, er en fortolkningsregel inden for aftaleretten, hvorefter uklarheder i kontrakten fortolkes mod koncipisten. Reglen indebærer såedes, at en uklarhed i aftalen fortolkes mod affatteren (den der har forfattet aftalen). Reglen kan tages som udtryk for, at koncipisten er nærmest til at bære risikoen for eventuelle uklarheder i aftalen.
Eksempel
Et eksempel på brugen af koncipistreglen foreligger i aftalelovens § 38 b - også kaldet uklarhedsreglen. Her er en eksplicit bestemmelse om anvendelse af reglen i forbrugeraftalen. Efter bestemmelsen skal koncipistreglen anvendes i disse aftaler, når nedenstående betingelser er opfyldt:
- Der skal foreligge tvivl om forståelsen af et eller flere aftalevilkår og
- Det/de omstridte aftalevilkår må ikke have været genstand for forhandling mellem de to parter.
Hvis disse betingelser er opfyldt, bevirker koncipistreglen at uklarheder i aftaleindholdet skal fortolkes til fordel for forbrugeren.
Vigtigheden af koncipistreglen
Koncipistreglen er særligt vigtig, da den beskytter den svagere part i en aftale, oftest forbrugeren, mod potentielle ulemper og uretfærdigheder, der kunne opstå som følge af uklarheder i kontraktens vilkår. Dette er især relevant i standardkontrakter, hvor den ene part, typisk en virksomhed, har udarbejdet kontrakten og den anden part, forbrugeren, ikke har haft mulighed for at forhandle eller ændre vilkårene.
Koncipistreglen bidrager til at skabe balance og retfærdighed i aftaleforholdet ved at sikre, at kontraktsforfatteren tager ansvar for eventuelle tvetydigheder eller uklarheder i kontraktens formulering. Ved at placere ansvaret for uklarheder hos koncipisten, opfordres virksomheder og andre kontraktsforfattere til at udforme klare og præcise kontrakter, der mindsker risikoen for misforståelser og tvister mellem parterne.
Derudover er koncipistreglen med til at sikre en vis grad af beskyttelse for den part, der ikke har haft indflydelse på aftalens formulering, da den tager højde for den asymmetriske magtfordeling mellem parterne. Dette kan være særligt vigtigt for forbrugere, der ofte er i en svagere position i forhold til virksomheder og kan have begrænset viden om juridiske spørgsmål og kontraktret.
Ofte stillede spørgsmål
Hvis der er indgået en aftale, men indholdet er uklart eller utvetydigt, benytter man sig af aftalefortolkning. I den forbindelse har man udviklet en række fortolkningsregler f.eks. koncipistreglen. Kort sagt betyder det, at den der har skrevet aftalen må tage risikoen for det, der er glemt/kan misforstås.
Fortolkningsreglen skal anvendes, såfremt det efter inddragelse af alle fortolkningsmomenter stadigvæk er tvivlsomt, hvordan et aftalevilkår skal forstås. Fortolkningsreglen kan anvendes ved både skriftlige og mundtlige aftaler.
Aftaleret indeholder regler for aftaleindgåelse, aftalefortolkning, ugyldighed og fuldmagtsforhold. Disse regler findes i aftaleloven, og er gode at kende i forhold aftaleindgåelse.
