Mellemrente
Mellemrente er et begreb, der trækker tråde tilbage i Danmarks økonomiske historie. Det betegner det fradrag, der ifølge den tidligere konkurslov fandt sted ved udlodning i boer, før en kreditor kunne kræve sin fordring betalt, når denne var uforfalden og bar en lavere rente end 4%.
Selvom mellemrenten nu er udfaset, er det værd at forstå, hvordan denne regel har påvirket kreditorernes situation i en konkurs.
Fra mellemrente til moderniseringen af konkursloven
Ifølge den tidligere konkurslov var mellemrente et vigtigt element i afviklingen af insolvente virksomheder. Dette skyldtes, at det satte en begrænsning for, hvor meget kreditorerne kunne kræve tilbagebetalt, hvis deres tilgodehavender havde en lavere rente end 4%.
Mellemrenten tjente som en slags sikkerhedsmekanisme, der sørgede for, at udlodningen i konkursboer ikke blot gik til de kreditorer, der havde de højeste renter på deres tilgodehavender. Dette medførte dog også nogle ulemper, især for de kreditorer, hvis fordringer var uforfaldne og bar lavere rente.
I den moderne gældende konkurslov er denne bestemmelse dog ikke længere inkluderet.
Effekten af mellemrentens udfasning
Mellemrentens udfasning har haft betydning for måden, hvorpå konkursboer nu afvikles. Efter den nuværende konkurslov kan kreditorerne i princippet kræve hele deres fordring betalt, uanset hvilken rente deres fordring har. Dette har betydet, at alle kreditorer, uanset deres rentesats, har mere lige vilkår i en konkurs.
Samtidig har det betydet, at der nu er mindre risiko for, at kreditorer med lavere renter mister ud på grund af mellemrentens tidligere restriktioner. Dette er et skridt mod en mere retfærdig behandling af alle kreditorer i en konkurs.
Det er interessant at bemærke, hvordan en sådan tilsyneladende lille ændring i lovgivningen kan have stor indflydelse på økonomiens dynamik og retfærdigheden i en konkursproces.
