Præsumptionsansvar

Præsumption betegner et erstatningsansvar, hvor skadevolder har bevisbyrden for, at der ikke er handlet uagtsomt eller culpøst (også kaldet culpa med omvendt bevisbyrde). Ansvaret pålægges, medmindre skadevolder kan bevise, at der ikke er handlet forsætligt eller uagtsomt. Bevisbryden for erstatningsansvaret påhviler normalt den skadelidte, men når der er tale om præsumptionsansvar, påhviler bevisbyrden skadevolder. Hermed skal skadevolder bevist, at skaden ikke skyldes skadevolders fejl, forsømmelse eller handling.

Andre ansvarsgrundlag

Præsumptionsansvaret adskiller sig ved objektivt ansvar ved, at skadevolderen skal have handlet uagtsomt, mens det objektive ansvar pålægges, uanset om der er noget vedkommende har gjort direkte galt. Et objektivt ansvar indebærer, at skadevolder ifalder ansvaret, underordnet om der noget konkret at ''bebrejde'' skadevolder for. I dansk ret findes objektiv ansvar bl.a. i forbindelse færdselsretlige situationer og i hundeloven.

Præsumptionsansvar - eksempel

Præsumptionsansvaret følger både af retspraksis og af lovgivningen. Ifølge færdselslovens § 101 stk. 1 og 2, gælder der et præsumptionsansvar for den for et motorkøretøj ansvarlige person. Grundet dette meget strenge ansvar, er der også pligt til at tegne en ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer. Herudover findes ansvaret også i stærkstrømslovens § 17.

Det skærpede culpaansvar kan enten pålægges gennem lovgivning eller igennem domstolene i konkrete tilfælde.

I dansk erstatningsret er det hovedreglen, at det er skadelidte der har bevisbyrden. Præsumptionsansvaret har ofte sin begrundelse i de situationer hvor det vil være uforholdsmæssigt for den skadelidte, at bevise skadevolders eventuelle skyld i skaden. Dette vil bl.a. være tilfældet i transport- eller lejeforhold. Inden for EMRK (den europæiske menneskerettighedskonvention) er det forbudt at anvende præsumptionsansvar i straffesager jf. EMRK art. 6 stk. 2.