Skal jeg lukke min forretning for kunder?

Fra og med d. 18 marts 2020, kl. 10:00 har regeringen indført et midlertidigt forbud mod forsamlinger, begivenheder, aktiviteter eller lignende på mere end 10 personer. Fysiske butikker og forretninger skal derfor holde midlertidigt lukket. Forbuddet betyder desuden, at alle forretninger, der har tæt kundekontakt mellem ansat og kunde eller blandt ansatte imellem skal lukke ned indtil d. 30 marts 2020.

Følgende forretninger og lokaler skal holdes lukket indtil d. 30 marts 2020:

  • Serveringssteder, hvor der serveres mad og drikke på det fysiske salgssted.
  • Klinikker indenfor tatovering, piercing, spa- og kropspleje, skønhed og massage, samt solarier og frisører.
  • Sports- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, svømmehaller, træningscentre, lege- og badelande, teatre og biografer.
  • Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer, dog ikke dagligvarebutikker (supermarkeder), apoteker og medicinske specialforretninger.

Læs mere om, hvordan du som virksomhed kan få kompensation for dine faste udgifter når din virksomhed er påbudt lukket i vores indlæg om kompensation for faste udgifter.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis min forretninger ikke er omfattet af forbuddet?

For at minimere spredningen af COVID-19 skal du som erhvervsdrivende tage forholdsregler, hvis du har lokaler, hvor offentligheden har fortsat adgang, herunder:

  • Maksimalt tilladt adgang for 1 person pr. 4 m2 gulvareal. Er arealet mindre end 4 m2, kan der kun gives adgang til 1 person ad gangen. Gulvareal måles fra væg til væg uanset eventuelt inventar.
  • Fremvis informationsmateriale til kunderne/offentligheden, når de besøger lokalerne. Henvis personer med symptomer på COVID-19 til at blive i hjemmet og anvis i øvrigt til god hygiejne og hensynsfuld adfærd over for andre.
  • Indret lokalerne på en måde, så smittefaren reduceres mest muligt. Indret eksempelvis køer og lignende således, at personer i lokalet kan holde god afstand til hinanden.
  • Medarbejdere bør bruge handsker ved salg af ikke-emballerede fødevarer.
  • Se tjeklisten til interne retningslinjer nedenfor for mere information til dine ansatte.

Må jeg have mere end 10 ansatte til stede i en forretning?

Ja. Forbuddet gælder ikke for arbejdspladser, der ikke er omfattet af forbuddet. Der gælder dog visse krav og retningslinjer for denne type af arbejdspladser. Se listen ovenfor.

Skal jeg lukke mit kontor for medarbejdere?

Forbuddene gælder ikke for virksomheder som ikke fremgår af listen. Dog opfordres alle virksomheder til at lade ansatte arbejde hjemmefra og til at afholde ferie og/eller afspadsere, der hvor det er muligt.

Skal jeg sende mine ansatte hjem fra arbejde?

Hvis dine ansatte kan arbejde hjemmefra, bør de gøre det. Er det ikke muligt at arbejde hjemmefra opfordres der til, at medarbejderne afholder ferie eller afspadsering i den kommende periode, hvis det er muligt.

Læs mere her i vores uddybende artikel om ansættelsesretlige problemstillinger som følge af COVID-19.

Hvad er konsekvenserne ved at bryde forbuddet?

Hvis ikke du som erhvervsdrivende overholde kravene til at holde lukket kan du ifalde bødestraf. Bødestørrelserne er følgende:

  • Restauranter, butikker, sport- og fritidsfaciliteter mv. jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1:

    5.000 kr. i bøde
  • For andre typer af lokaler mv., jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1.:

    1.500 kr. i bøde

LegalHero er her for at hjælpe

LegalHero følger udviklingen og sidder klar til at rådgive dig og din virksomhed om de juridiske implikationer i den følgende tid. Som altid er du også velkommen til at ringe til os på +45 71 99 88 20, hvor vi sidder klar til at svare på spørgsmål alle hverdage mellem 09:00 og 17:00.