Hvad er tinglysning?

Begrebet tinglysning betegner en sikringsakt, hvor rettighedshaveren sikrer sin rettighed mod andre rettigheder (ejendomsret, pant og lign.), der stiftes efterfølgende, og som strider mod ens rettighed.

Tinglysning indebærer en offentlig registrering af:

  • Rettigheder over en fast ejendom. Her er der blandt andet tale om ejendomsret (i form af skøder), pant (i form af pantebreve), retsforfølgning (i form af udlæg, konkurs) og begrænsede rettigheder over en ejendom (i form af byrder og servitutter mv.).
  • Rettigheder over biler, campingvogne mv., herunder ejendomsforbehold, pant, retsforfølgning, men ikke ejendomsret og brugsrettigheder.
  • Rettigheder over en andel i en andelsboligforening eller en aktie eller anpart i hhv. et boligaktieselskab eller boliganpartselskab, eksempelvis i form af pant, retsforfølgning. Dog kan der ikke være tale om ejendomsret og brugsrettigheder.
  • Rettigheder over virksomhedsaktiver og fremtidige erhvervelse (virksomhedspant), rettigheder over bl.a. løsøre og ægtepagter.

Særligt i henhold til fast ejendom bliver køb, pant og andre aftaler om kreditorforfølgning (herunder udlæg) tinglyst for at sikre aftalen mod andre rettigheder over ejendommen. Når en ejendom sælges, bliver skøde og købsaftale tinglyst for at sikre, at andre rettighedshavere kan se, at man som køber nu ejer den pågældende ejendom, hvis f.eks.:

  • sælgeren af ejendommen sælger ejendommen til andre og får tinglyst dette skøde,
  • sælgeren af ejendommen pantsætter ejendommen og får tinglyst pantebrevet,
  • sælgers kreditorer foretager udlæg i ejendommen og får tinglyst udlægget,
  • sælger bliver erklæret konkurs eller
  • sælger giver andre en begrænset rettighed over ejendommen (dette kunne være en brugsret), og denne rettighed derefter bliver tinglyst.

Det kan for en kreditor, der yder lån mod pant i en fast ejendom være relevant at tinglyse pantet. Ved at tinglyse, sikrer kreditor sin prioritetsstilling over for andre utinglyste panterettigheder.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der for tinglysning gælder reglen først i tid, bedst i ret. Dette indebærer, at den der først tinglyser sin rettighed som udgangspunkt har bedre ret end de som kommer efterfølgende.

Tinglysning handler i bund og grund om at beskytte sig selv mod andres eventuelle krav. For visse dokumenter er det en gyldighedsbetingelse, at der sker tinglysning.

Du kan også læse om Tingbogen her.

Prioritetsstilling

Tinglyste rettigheder vil blive opstillet i en rangorden. Ved rangorden forstås den rækkefølge, som kreditorer og fordringshavere har sikkerhed i, enten i form af ejendommen, køretøjet, andelsboligen mv. Denne rækkefølge afgøres dels efter tidspunktet for tinglysning, dels af eventuelle tinglyste erklæringer om at ville respektere senere tinglyste rettigheder (også benævnt rykningspåtegner).

I tilfælde af, at der er tale om en vare, der sælges til flere købere, er det som udgangspunkt den køber, der først tinglyser sit køb, der får ret til at beholde objektet. Hvis der eksempelvis sælges en ejendom, og der efterfølgende bliver foretaget udlæg over for sælger, har kreditor sikkerhed i ejendommen uanset det forudgående salg. Sikkerheden gælder kun, hvis udlægget bliver tinglyst før skødet.

Hvad koster en tinglysning?

Hvis man skal tinglyse oplysninger (heri dokumenter) i tinglysningssystemet, medfører dette, at der skal betales et gebyr. Dette gebyr benævnes en tinglysningsafgift og skal betales til det offentlige. Størrelsen på tinglysningsafgiften er afhængig af, hvad der skal tinglyses, hvilket er nærmere beskrevet i tinglysningsafgiftsloven. Hvis der tages udgangspunkt i de mest benyttet tinglysninger, så kan følgende tinglysningafgifter udledes:

  • Skøder

Hvis en ejendom eller en del af en ejendom skal have en ny ejer, så er det et krav, at der tinglyses et skøde (eller gaveægtepagt). Tinglysningsafgiften vil i dette tilfælde udgør et fast beløb på 1.660 kr. plus et variabelt beløb på 0,6 pct. af værdien på den pågældende ejendom (rundet op til nærmeste 100).

  • Pant

Tinglysningsafgiften for pant, eksempelvis pant i fast ejendom, ligger til et fast beløb på 1.660 kr. samt et variabelt beløb på 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.

  • Ejendomsforbehold

Hvis der ønskes at tinglyses et ejendomsforbehold, eksempelvis i forbindelse med købet af en bil, så udgør tinglysningsafgiften et fast beløb på 1.660 kr. og herudover en variabelt beløb på 1,5 pct. af den værdi, som ejendomsforbeholdet sikrer.

Kom i gang med det samme

LegalHero yder ikke rådgivning inden for køb/salg af fast ejendom.

Hos LegalHero foregår det sådan, at du først opretter din sag hos os, hvor du beskriver, hvad du ønsker hjælp til. Har du relevante papirer til din sag, skal disse vedhæftes på sagen, som du nemt kan gøre i forbindelse med oprettelsen af sagen. Husk at det er gratis og uforpligtende at oprette en sag hos os.

Når vi har modtaget din henvendelse, vil den blive lagt i udbud blandt vores jurister med speciale i tinglysningsret. LegalHeros jurister er nøje udvalgte eksperter indenfor deres fagområder, derfor kan du være sikker på at din opgave bliver løst bedst muligt. De vil kigge sagen og det dertilhørende materiale igennem. Har vores jurister opfølgende spørgsmål, har du mulighed for at besvare disse, så du og rådgiverne sammen kan danne jer et overblik over, hvilken løsning du har brug for.

Du vil herefter modtage ét eller flere tilbud på, hvordan vi vil løse opgaven for dig. Har du fundet et tilbud, som stemmer overens med din forventning på en løsning, accepterer du blot det pågældende tilbud, hvorefter sagsbehandlingen vil starte. På den måde har du det fulde overblik over, hvilke omkostninger der er forbundet med sagen. Først når sagsbehandlingen er afsluttet vil der ske betaling. Al sagsbehandling sker online, så du har altid nem adgang til et overblik over, hvad der sker i din sag.

Populære ydelser indenfor Tinglysning